Kort om industrioperatøruddannelsen
Industrioperatøren bidrager til øget produktivitet med sine tekniske kompetencer, bedre samarbejdsevner og større forståelse for produktion. Værdien af en industrioperatør mærkes allerede i løbet af uddannelsen:
- fokus på læring styrker nysgerrigheden
- omstillingsparathed giver fleksibilitet
- viden og erfaring med it, sprog og problemløsning øger selvstændighed, lyst og evne til at kunne rotere mellem mange forskellige opgaver.
Hvem beskæftiger industrioperatører?
Uddannelsen er målrettet ikke-faglærte og erfarne medarbejdere i industrien. Derfor er den relevant for virksomheder som Arla Foods, Vola, Coloplast, Ib Andresen Industri, Haldor Topsøe og mange flere, som alle har industrioperatører i deres produktion. Uddannelsen kan målrettes specifikt mod fødevare-, proces-, plast-, træ-, emballage-, genvindings eller jern- og metalindustrien. Den kan også målrettes serviceområdet eller forsyningssektoren.
Der er brug for flere faglærte i industrien
Efterspørgslen på færdiguddannede industrioperatører er høj og vil fortsat være høj i fremtiden. Robotter og højteknologiske produktionsanlæg øger behovet for specialisering i flere og flere job. Der er brug for faglærte, som kan arbejde med effektivisering og optimering af avancerede produktionsanlæg og maskiner, og som virksomhed gælder det om at sikre, at de rigtige kompetencer er til rådighed.
Faglært på rekordtid - er medarbejderen fyldt 25 år?
Hvis medarbejderen er fyldt 25 år, slipper han eller hun for grundforløbets første del. Resten af uddannelsens sammensætning afhænger af den erfaring, de kurser og uddannelse, medarbejderen har i forvejen. Hvis medarbejderen har mindst to års relevant erhvervserfaring, kan han eller hun starte direkte på Hovedforløb 1. Det er realkompetencevurderingen (RKV), der afgør uddannelsens samlede længde.
Voksenlærlinge har penge med på arbejde
En voksenlærling er typisk en ikke-faglært person over 25 år, der gennemfører en erhvervsuddannelse med skiftevis skole og praktikperioder.
Vælger virksomheden at tegne en uddannelsesaftale med en lærling, er der flere muligheder for tilskud:
- er det en ikke-faglært ledig, som ansættes i virksomheden, ydes der 45 kr. i timen i praktikperioden
- er det en ikke-faglært ansat, får virksomheden 30 kr. i timen.